Tilbage til forsiden
 

Applied Industrial Electronics

Beskrivelse

Effektelektronik, elektriske maskiner, instrumentering, automation og robotter spiller store og afgørende roller i vores samfund i dag. Med en uddannelse i Applied Industrial Electronics (anvendt industriel elektronik) i Esbjerg kan du være med til at præge udviklingen inden for disse områder.

Niveau
Bachelor
Nøgleord
Elektroniske systemer, mikroprocessorer, reguleringsteknik, matematik
Hovedområde
Teknisk videnskab
Studieform
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, miniprojekter, selvstudier og problemorienteret projektarbejde, som foregår i grupper.
Job
Som ingeniør inden for anvendt industriel elektronik kan du håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer inden for elektronik- og effektelektronikområdet. Du har kompetencer omkring mikroprocessorsystemer, elektriske maskiner og robotsystemer, der kan anvendes inden for udvikling, planlægning og drift af industrielle energisystemer.

Som færdiguddannet elektronikingeniør kan du f.eks. arbejde hos
• Procesindustrien
• Vindmølleindustrien
• Energiselskaberne
• Fremstillingsvirksomheder for elektronik og elektriske maskiner
• Offshore industrien
Adgangskrav

Bestået adgangsgivende eksamen (STX, HF, HHX, HTX, EUX eller EUX 1. del, GIF eller tilsvarende). Matematik A med et karaktergennemsnit på minimum 4, Engelsk B samt Fysik B eller Geovidenskab A.

Geografi
Aalborg Universitet, Esbjerg
Kontakt

Kontakt studievejledningen i Esbjerg, telefon 9940 7658, e-mail esbjerg.sg@ses.aau.dk

Portræt

Mohammad Najat Anwar siger:

"Den fedeste uddannelse i verden er uden tvivl den, jeg har gået på. Lige fra første semester har det været utroligt spændende, og det er fantastisk som uddannelsen kombinerer det teoretiske og praktiske – du får begge dele i rigelige mængder, og det hele går op i en højere enhed”.

På 5. semester blev Mohammad introduceret til kontrolsystemer og var fuldstændig solgt. ”Her var emnet, jeg ville bruge resten af mit liv på”, slår han fast. ”Jeg ville lave de bedste produkter”, fortæller Mohammad om baggrunden for, at han valgte at starte sin egen virksomhed, da han var færdiguddannet.

Virksomheden VARYC har i dag fem ansatte og udvikler software og kontrolsystemer til bl.a. olie/gasindustrien. ”På den sidste del af min uddannelse skrev jeg projekt sammen med DONG Energy, og det var fristende for mig at fortsætte min karriere på universitetet som forsker”, fortæller Mohammad som alligevel valgte at starte egen virksomhed. ”Jeg har altid været glad for den særlige studieform i grupper på Aalborg Universitet Esbjerg, og jeg ville gerne bruge de erfaringer, jeg havde fået gennem mit studium til at sætte mig eget hold. Jeg ville samle det bedste hold og skabe de mest fantastiske produkter i verden. Det er lykkedes til fulde.

Jeg ser ingeniøren som en globetrotter. Du er på eventyr, og i rygsækken har du nogle sjove og fascinerende værktøjer, der kan gøre både din og andres rejse mere spændende.”

Virksomhedens kunder findes både i Danmark og i udlandet og tæller bl.a. Mærsk Olie og Gas, ZOTAC og Københavns Metro.