Tilbage til forsiden

fleksibilitet giver dig sikkerhed

”Den vigtigste pointe, jeg kan give er: Tro nu på det. Hvis der er noget, du føler eller brænder nok for, så skal du nok finde en vej med det, hvis du vælger en it-uddannelse.”

Siger Lasse Chor, der for to år siden blev færdig med sin uddannelse i Informationsvidenskab.

Under studierne på Aarhus Universitet lavede han mange studenteraktiviteter sammen med Tobias Sonne, der netop er blevet kandidat i It produktudvikling. Blandt andet var de begge ambassadører for kampagnen Future People, der sætter fokus på universiteternes it-uddannelser. Men hvad siger de nu, hvor de er færdige med deres uddannelse?

Tobias: ”Jeg føler mig lidt som sådan en gammelfar. Jeg synes, at jeg har det der klarsyn nu, at det her – det rykker.”

”Det allerbedste ved en it-uddannelse er, at du ikke på forhånd skal sige, hvad du vil gøre resten af din tilværelse. Det kan bevæge sig i alle mulige retninger”, siger Tobias Sonne (t.v.) og Lasse Chor.

Hvad vil du være, når du bliver stor

Lasse og Tobias overvejede selv mange andre uddannelser, inden de satte fokus på it. Læge, tandlæge, arkæolog, lærer. Især, fordi det er uddannelser, hvor det er let at se målet, og hvor du ved, hvilken titel du kommer ud med.

”Fleksibiliteten er it-uddannelsernes største styrke. Men den kan vi ikke lide, når vi går i gymnasiet. Hvis man spørger unge mennesker, hvad de gerne vil være, så skal de helst kunne svare på det med ét eller to ord. Spørg i stedet for, hvad de kunne tænke sig at arbejde med. Hvis svaret så er ”mennesker”, så kunne det være som tandlæge, læge, alle mulige forskellige ting – men det kunne også være som f.eks. datalog, informationsvidenskaber eller it-udvikler”, forklarer Lasse.

It hjælper mennesker

”Jeg søgte faktisk ind på medicin som min anden prioritet”, fortæller Tobias.

”Jeg havde OK karakterer fra gymnasiet, og så tænkte jeg, at det skulle ikke gå til spilde – jeg ville gerne være læge og hjælpe mennesker. Men så gik det op for mig, at jeg kunne komme samme vej hen med en it-uddannelse, og det er det, jeg har gjort. Nu sidder jeg og arbejder med læger og psykologer, og de synes, det er superspændende, det jeg laver.”

Tobias er i gang med en ph.d.-uddannelse inden for Wearable Computing på Aarhus Universitet, hvor han skal udvikle teknologi, der kan hjælpe børn med ADHD. Han fortæller, at der i dag findes enkelte – ikke særligt gode – programmer, der kan træne børnenes arbejdshukommelse. Men der findes ikke noget, der kan hjælpe børnene i situationen, hvor koncentrationen f.eks. svigter, eller de ikke kan overskue de næste ting, der skal ske. Sådan nogle løsninger vil Tobias gerne lave.

”Mit mål er at være den i verden, der ved mest om teknologi til børn med ADHD, og derudover så vil jeg være ekspert i wearable computing og quantified self”, siger Tobias. Quantified Self er teknologier, der kan måle på kroppens funktioner og hjælpe dig til at forstå og optimere din livsførelse.

Forståelse for teknologi og trends

Lasse har, siden han blev færdig på Informationsvidenskab, taget et fag på Stanford University, har arbejdet i USA og rejst i store dele af verden som selvstændig konsulent inden for innovation og iværksætteri – både i små og store, nye og etablerede, danske og udenlandske virksomheder. Altid med fokus på it.

”Vi var vel 40, der blev færdige på min årgang, og vi laver 40 forskellige ting. Det er meget få andre uddannelser end it-uddannelser, hvor du kan stikke i så mange forskellige retninger. Nogen får lov at lave noget med it i det offentlige, nogle i private virksomheder, nogle udvikler, nogle bygger spil, er projektledere eller har startet deres egen virksomhed”, fortæller Lasse, der lige nu går med tanker om at etablere en ny, større, virksomhed.

”Det tør jeg gøre, fordi jeg ved, at jeg kan altid skifte tilbage igen eller i en helt tredje retning. Jeg har den her generalistuddannelse og forståelse generelt for nye tendenser og teknologi og trends, så der skal nok være behov for det, jeg kan”, siger han.

sikkerhed for fremtiden

Både Lasse og Tobias oplevede, da de begyndte på henholdsvis Informationsvidenskab og Bachelor i it den her usikre fornemmelse: Hvad skal det hele føre til?

Men for det første forsvandt den hurtigt under studiet blandt andet gennem samarbejde med virksomheder, der var interesserede i det, de lavede. For det andet er den helt væk nu, hvor de er færdige med deres uddannelse. De oplever netop, at den fleksible uddannelse giver dem en stor sikkerhed for fremtiden, fordi de kan bruge den på mange måder.

Som Lasse siger:
”Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste ting, som du kan interessere dig for, som du ikke kan kombinere med it. Hvis man tænker på, hvad der sker lige nu og i den nære fremtid, så er det i høj grad noget, der har med teknologi og it at gøre, og du har muligheden for at tilpasse din it-uddannelse, så du kan gå i alle de retninger, som du synes er spændende. Om du så vælger det designmæssige, det ledelsesmæssige, som jeg har læst, hvor det handler om at kunne forstå teknologien og relatere det til en business-sammenhæng, eller it udvikling, hvor det handler om at kunne bygge de der teknologier. Det vælger du selv.”

 

Tekst: Britta Ank Pedersen, It-vest - samarbejdende universiteter
Artiklen er skrevet til messemagasin for Uddannelse Uden Grænser, januar 2014.