Tilbage til forsiden

Populære it-ingeniøruddannelser beriges

Har du lyst til at arbejde med bl.a. it-strategi, udvikling af mobiltelefoner eller programmering af robotter? Så er en it-ingeniøruddannelse et oplagt valg. Og med de nylige fusioner mellem flere ingeniørhøjskoler og universiteter har ingeniørstudiet i dag fået tilført endnu flere kræfter – til fordel for de studerende.

Software Engineering, Syddansk Universitet. Foto: SDU

Forståelse for it, en kreativ tankegang og en god portion teknisk snilde. It-ingeniøruddannelserne tiltaler mange unge. Ifølge Den Koordinerede Tilmelding (KOT) blev ca. 1000 studerende optaget på en it-ingeniøruddannelse i 2013, og der var rift om pladserne.

Pr. 1. januar 2013 fusionerede Ingeniørhøjskolen i København med Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og året forinden havde Ingeniørhøjskolen i Aarhus indgået en lignende aftale med Aarhus Universitet. Fusionerne betyder, at det nu er muligt at læse både til diplom- og civilingeniør på én og samme institution i landets fire største byer: København, Aarhus, Aalborg og Odense.

Det bedste fra to verdener

”Helt overordnet er målet med fusionen at uddanne både flere og endnu bedre ingeniører end hidtil. Det bliver nu muligt ved at samle kræfterne i én uddannelsesinstitution. Mens universitetet har et stærkt forskningsmiljø, er ingeniørhøjskolerne helt unikke, når det handler om den praksisorienterede undervisning", fortæller underdirektør Jørgen Jensen, DTU i København.

På Aarhus Universitet er man enig i, at det netop er kombinationen mellem universitetets stab af dygtige forskere og ingeniørhøjskolernes stærke erfaring inden for praksisundervisning, der nu kommer de studerende til gode.

Jens B. Bennedsen, ingeniørdocent på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, uddyber:

”Med fusionen har vi i dag fået skabt en tydelig sammenhæng mellem diplom- og civilingeniøruddannelserne. Vælger man at læse videre efter sin diplomingeniøruddannelse, er det i dag meget nemt at få et overblik over, hvilke overbygninger man kan vælge som civilingeniørstuderende.”

Sundhedsteknologi, Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet. Foto: Henrik Olsen.

Nye græsgange

I Aarhus er de it-ingeniørstuderende i forbindelse med fusionen flyttet til nye, moderne lokaler i it-byen Katrinebjerg. Her deler de kantine og bibliotek med studerende fra Datalogi, hvilket giver gode muligheder for faglig sparring på tværs af it-uddannelser.

I København betyder den dugfriske alliance mellem ingeniørhøjskolen og DTU bl.a., at it-ingeniørstuderende fremover kan vælge mellem mange flere valgfag samt benytte studiefaciliteter i både Lyngby og Ballerup.

Tværfaglige it-ingeniører

Tilbage i 2006 fusionerede Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum med Syddansk Universitet. På SDU har man efterfølgende udviklet flere nye it-uddannelser, bl.a. nye tværfaglige it-ingeniøruddannelser.

”Her på Syddansk Universitet er vi hele tiden meget bevidste om, at vores færdige it-ingeniører bliver eftertragtet på arbejdsmarkedet. Derfor har vi udviklet nye tværfaglige it-ingeniøruddannelser – f.eks. har vi lavet en ny it-uddannelse med fokus på lærings- og oplevelsesteknologi”, fortæller Lars Dyhr, institutleder på Mærsk Instituttet, Syddansk Universitet.

Også på Aalborg Universitet har man mange års erfaring med udbud af ingeniøruddannelser.

”I Aalborg har vi mange forskellige it-ingeniøruddannelser, f.eks. kan du blive civilingeniør i Produkt- og Designpsykologi. Det er en tværfaglig uddannelse, hvor man bl.a. lærer at udvikle brugervenligt designede systemer og apparater, så mennesker umiddelbart kan anvende dem,” fortæller Uffe Kjærulff, studieleder på Aalborg Universitet.

Fakta

En diplomingeniøruddannelse varer 3 ½ år inklusiv et halvt års praktik i en dansk eller udenlandsk virksomhed. Uddannelsen giver mulighed for at læse videre på en kandidatuddannelse.
En civilingeniøruddannelse varer 5 år. Den består af en selvstændig bacheloruddannelse på 3 år og en kandidatuddannelse på 2 år.


Tekst: Lene Bæk Jørgensen, It-vest - samarbejdende universiteter
Artiklen er skrevet til elevhæfte ifm. messen Uddannelse Uden Grænser 2014.